Forside Om foreningen Faste aktiviteter Arrangementer Fotoalbum

Sort sol over Tøndermarsken


I strålende sol kørte en busfuld forventningsfulde medlemmer med godt humør, mandag den 28 september, på tur til Tøndermarsken for at se Sort Sol.

Første stop var imidlertid Schackenborg Slotskro hvor der ventede, en til årstiden, rigtig god middag.

Så kom der en guide, og vi gik til Schackenborg Slot, hvor vi fik en god udredning om slottet. Videre ned gennem slotsparken og tilbage til byen, hvor vi så kirken.

Der blev fortalt om byen, men inden vi kørte, havde Gerda iført sig det berømte forklæde med de 3 lommer, og så vidste vi jo af god erfaring , hvad det betød.

Derefter kørte vi ud i marsken, gik op på diget, alene det var en oplevelse, og ventede på at stærene ville samle sig, og gå til ro i sivene.

Medens vi ventede på at det skulle ske, blev der fortalt om hvordan stærene samlede sig i de enorme store flokke, og hvordan de beskyttede sig mod rovfuglene. Og pludselig kom de så - i enorme store flokke - susende hen over sivene. Med en fart på ca. 50 km. i timen slog de sig ned.

Det var imponerende.


Vi var nu klar til at køre tilbage til Schackenborg, hvor vi sagde farvel til alle tiders guide, som havde fortalt meget interessant uden brug af manuskript.

Derefter fik vi kaffe med hjemmebagte boller, (og hvem havde bagt dem, dumt spørgsmål, Gerda selvfølgelig), og dertil var der pålæg og ost. Det var lige det, vi trængte til, og på det rigtige tidspunkt.

Stille og roligt kørte Palle (vores chauffør) os hjem efter en rigtig god dag, med store oplevelser.

Vi skylder Gerda en rigtig stor tak, for det er ret tidskrævende at tilrettelægge sådan en tur.


Med venlig hilsen Inger og Henning Jernov.